Vaekstkapital tilfører ny kapital til Difko Administration og overtager selskabet. Difko Administration er det ældste selskab i Difko-koncernen med mere end 20 medarbejdere. Difko Administration er en hjørnesten i dansk erhvervsudvikling, og det har over årene administreret flere hundrede investeringsprojekter med en samlet værdi på over 30 milliarder kroner. I de seneste år er forretningen via opkøb udvidet til også at administrere ejendomme, der ikke er ejet via Difko-koncernen.
Difko Administration skifter navn til Vaekstkapital Administration i forbindelse med Vaekstkapitals overtagelse.
“Vaekstkapital har længe haft et ønske om at styrke sin administrationsafdeling, og med denne sammenlægning og de dygtige medarbejdere fra Difko Administration A/S tager vi et vigtigt skridt i den retning,” udtaler direktør i Vaekstkapital Group, Jens Kindberg. Han tilføjer: “Personligt glæder det mig, at medarbejdernes store erfaring og Difkos historie kan føres videre i Vaekstkapital, der har en paneuropæisk vækststrategi med repræsentation i mere end 10 lande på tværs af Europa.”
Niels Jørgen Pedersen fra Difko udtaler:
“Vi er meget tilfredse med handlen og ser det som en styrkelse af Difko. Vi kan nu koncentrere vores kræfter om Difko Projektudvikling. Med Vaekstkapitals overtagelse af Difko Administration får vi en stærk og kompetent partner til vores nuværende og fremtidige projekter.”
Kort om Difko
Difko (Dansk Investeringsfond) blev etableret i 1976 med fokus på at udbyde investeringsprojekter.
Siden da har fonden udviklet mere end 190 projekter med en samlet værdi på over 30 milliarder kroner. I begyndelsen var Difko især kendt for sine skibsinvesteringer, men har siden udvidet porteføljen til også at omfatte vindmøller, skovbrug, boligejendomme og butikscentre – herunder Rosengårdscentret i Odense. Difko var også pioner inden for digital aktiehandel i Danmark og udviklede den første online aktiehandelsplatform, som senere blev solgt og endte som E*TRADE Bank.
Kort om Vaekstkapital
Vaekstkapital er et investeringsselskab med hovedsæde i Luxembourg og kontorer i Aarhus,
København, Oslo (Norge), Stockholm (Sverige), Turku (Finland), Wien (Østrig), Skopje
(Nordmakedonien), Sofia (Bulgarien) og Barcelona (Spanien) samt repræsentation i Tyskland og England.
Vaekstkapital udmærker sig ved selv at gå foran, når der skal investeres, og er på få år vokset til en paneuropæisk virksomhed med fokus på formidling af investeringer, forvaltning, asset management, capital markets og udlån.
Difko Administration er det seneste af flere opkøb. Senest erhvervede Vaekstkapital 50 % af Keswick Global, der er en østrigsk virksomhed, som er specialiseret i capital markets med fokus på rådgivning af virksomheder, der søger kapital i Østrig, Tyskland og Norden. Keswick er også certificeret rådgiver på vækstbørserne Nasdaq First North og Wiener Börse i Østrig.
Vaekstkapital er ejet af finansmand og udenlandsdansker Jens Kindberg. Jens Kindberg kender Difko godt, da Vaekstkapital oprindeligt blev stiftet i samarbejde med Difko, inden Jens Kindberg i 2022 købte Difko ud af selskabet. Jens Kindberg har en baggrund i hedgefondbranchen med base i København, London og Stockholm. De sidste 20 år har Jens Kindberg fokuseret på sine egne investeringer, hvor Vaekstkapital i dag udgør en central del. Jens Kindberg bor i Bulgarien, hvor han har opbygget et af de største ejendomsudviklingsselskaber, Sofia Residential, samt boligudlejningsselskabet SEE Residential – som nu er det største boligudlejningsselskab i Sofia.